Det blev en weekend i volleyballens tegn, da mere end 450 spillere mødtes i Vejen for at spille volley, holde fest og hygge sig. 58 hold var mødt op, og Himmelev var stærkt repræsenteret med to reelle Himmelevhold og to ekstra hold, der også næsten kun bestod af gode Himmelevfolk.
Der blev spillet, heppet og hujet til den store guldmedalje, og selvom man ikke rent faktisk får guldmedaljer med hjem, så var det det, der skete.
Himmelev U71 (ja, navnet siger lidt om alderen på holdet) vandt i rækken Old Mix B. Med 7 gode kampe fordelt over de 3 dage og kun et enkelt nederlag, var det et stærkt hold, som altid.
Finalekampen blev spillet mod Grundfos og blev en gyser i tre sæt. Første sæt gik til Grundfos med et overtag på hele 10 point! I andet sæt blev der rokeret lidt på både mindset og spillere, og så vandt Himmelev. Først i de allersidste minutter måtte Grundfos se sig slået med 15-13 efter en intens og virkelig god kamp.
Himmelev Aces er en blanding af yngre herre- og damespillere fra klubben. Et stærkt hold der har fundet sammen på tværs, om som i år ønskede at prøve kræfter med LM. De stillede op i Mix B, som er den mellemste pulje. Der er forholdsvist langt fra top til bund, og puljen bestod da også af mere end 20 hold, så det var en udfordrene pulje at stille op i.
Louise fra Himmelev Aces udtaler:
Vi gik ind i vores første LM med et håb om at spille en masse god volley og hygge os sammen som hold. Vi havde ingen forventninger til, hvordan vi ville klare os placeringsmæssigt, da det ikke var vores mål for turneringen. Vi ender med at spille os frem til semifinalerne og skal i finalen, hvor vi kæmper for at vinde trods en skadet spiller. Vi ender med en sejr i tredje sæt på 15-13. Vi har haft et fantastisk første LM som hold, og vi har allerede planer for at komme igen næste år.
Så begge Himmelevhold mødte et Grundfos-hold i finalen, og begge kampe endte i 3. sæt med en sejr på 15-13. Hvem der bare havde oddset på det…
Vi bukker og skraber efter den dejligste weekend med fremragende volley, fester med både gamle og nye volleyvenner og mange hyggelige timer sammen.
LM i Vejen – vi ses næste år 8-10 maj.
Titlerne skal jo forsvares 😎