Vedtægter PDF Udskriv Email
Skrevet af Bestyrelsen   
Torsdag, 22. marts 2007 13:12

 

hvklogo.jpg

 

Vedtægter for Himmelev Volleyball Klub

 

 

§1

Navn og hjemsted

 

Klubbens navn er Himmelev Volleyball Klub, herefter kaldet HVK. HVK's hjemsted er Roskilde Kommune.

 

Klubben er stiftet i august 1980.

 

§2

Formål

 

HVK's formål er at give alle i Roskilde Kommune, der måtte ønske det, lejlighed til at spille volleyball på et niveau, der tilgodeser den enkeltes behov og ambitioner bedst muligt. Det er endvidere vigtigt, at de enkelte medlemmer ikke får for store udgifter, og specielt skal der tages hensyn til ungdomsspillere.

 

Andre aktiviteter af idrætslig art kan derudover tages på programmet, såfremt det har medlemmerne interesse.

 

§3

Medlemskab

 

Som medlem kan optages enhver, der vil anerkende HVK's vedtægter. Den pågældende skal derudover være fri for påkrav fra andre foreninger og organisationer.

 

Indmeldelse sker ved henvendelse til HVK's kasserer, holdledere eller trænere, der sørger for udfærdigelse af indmeldelsesblanket.

 

Passivt medlemskab indebærer tilsendelse af klubblad samt tilbud om deltagelse i diverse arrangementer.

 

Udmeldelse eller overgang til anden medlemskategori sker ved skriftlig henvendelse til HVK's kasserer med mindst 14 dages varsel pr. 1. august eller 1. januar.

 

§4

Kontingent

 

Kontingentet fastsættes en gang årligt på den ordinære generalforsamling.

 

Medlemsåret er at regne fra 1. august i henhold til Dansk Volleyball Forbunds (DVBF) licensperiode.

 

Kontingentet opkræves en gang årligt, pr. 01.10

 

Hvad aldersgrænser angår, følger disse den af DVBF benyttede opgørelsesmetode, hvor alderen på medlemmet den 31. december i medlemsåret er afgørende for kontingentets størrelse.

 

Bestyrelse, udvalgsformænd og kasserer opkræves ikke kontingent.

§5

Kontingentrestancer og uværdig optræden m.v.

 

Kontingentrestancer ud over en måned kan på bestyrelsens foranledning medføre karantæne indtil det skyldige beløb er indbetalt.

 

Et medlem i grov restance kan af bestyrelsen blive ekskluderet, hvorefter den næstfølgende generalforsamling tager stilling til sagens videre forløb, som kan medføre udelukkelse fra alle specialforbund under Dansk Idrætsforbund (DIF).

 

Uværdig optræden, hvor et medlem opfører sig på en for HVK uværdig måde, kan medføre eksklusion, hvilket afgøres af bestyrelsen. Næstfølgende generalforsamling afgør det videre forløb i sagen.

 

§6

Bestyrelse og organisation

 

HVK's højeste myndighed er generalforsamlingen.

 

På denne vælges syv personer til bestyrelsen; en formand og en repræsentant for henholdsvis herre, dame, ungdom, mix, beach og festival.

 

Formand vælges for en toårig periode i lige år.

 

De 6 repræsentanter vælges for et år ad gangen. Repræsentanten skal være medlem af HVK, men behøver ikke være aktiv spiller, udvalgsformand eller udvalgsmedlem.

 

Bestyrelsen aftaler selv indbyrdes hvem af de 6 repræsentanter, der er næstformand. Posten som næstformand fordeles hvert år efter generalforsamlingen.

 

Kasserer vælges for en toårig periode i ulige år. Kasserer indgår ikke i bestyrelsen.

 

Formand og kasserer kan ikke være én og samme person.

 

Klubbens daglige drift og ledelse varetages af bestyrelsen. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov.

 

I tilfælde af presserende sager, kan formanden, eller mindst halvdelen af bestyrelsen, indkalde til ekstraordinært bestyrelsesmøde.

 

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst halvdelen af dens medlemmer er tilstede og i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

 

Såfremt formanden er fraværende træder næstformanden i dennes sted.

 

Som medlem af bestyrelsen kan vælges ethvert medlem, med undtagelse af:

§         medlemmer, der er i kontingentrestance

§         medlemmer, der ikke er fyldt 14 år

§         medlemmer, der har været medlem i en måned eller mindre

§         medlemmer, der ikke er mødt frem til generalforsamlingen eller ikke skriftligt har tilkendegivet, at de opstiller til valget som bestyrelsesmedlem

 

Af bestyrelsens medlemmer må højst halvdelen være under 18 år.

 

§7

Økonomisk ansvar og hæftelse

 

HVK tegnes i pengesager af bestyrelsen. Bestyrelsen forvalter HVK's penge og fører regnskab i henhold til almindelig gældende principper for sportsklubbers regnskabsføring.

 

Bestyrelsen kan give formand, næstformand, kasserer samt den ansvarlige for festival-regnskab/betalinger fuldmagt til på girokonti og/eller bankkonti at disponere hver for sig.  

 

Etablering af lån og kreditter kan kun ske ved underskrift af samtlige myndige bestyrelsesmedlemmer, og den foregående generalforsamlings accept.

 

§8

Udvalg

 

Bestyrelsen tager initiativ til oprettelse af udvalg, der skal forestå nødvendige funktioner.

 

Hvert udvalg består som minimum af en udvalgsformand, der vælges for en etårig periode på generalforsamlingen. Resterende udvalgsposter kan besættes på generalforsamlingen eller ved at udvalgene supplerer sig selv efter behov. Udvalgsmedlemmer skal være medlem af klubben.

 

Ingen person kan være formand i mere end et udvalg.

 

Pr. april 2008 har HVK følgende udvalg:

-Festivaludvalg

-Turneringsudvalg

-Beachudvalg

-Kommunikationsudvalg

-Ungdomsudvalg

-Aktivitetsudvalg

 

§9

Regnskab

 

HVK's regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet, der føres af HVK's kasserer, overdrages incl. alle bilag samt udfærdiget årsregnskab og statusopgørelse til HVK's revisorer snarest muligt efter udfærdigelse. Revisorerne eller disses suppleant reviderer og påtegner regnskabet, der tilbageleveres senest en uge før generalforsamlingens afholdelse.

 

Revisorerne har til enhver tid adgang til at kontrollere alt vedrørende regnskab og regnskabsføring. Bestyrelsen er pligtig til at besvare ethvert spørgsmål fra revisorerne.

 

§10

Generalforsamling

 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april og indvarsles ved skriftlig bekendtgørelse senest to uger før afholdelse.

 

Forslag, der ønskes behandlet, tilstiles formanden skriftligt senest en uge før afholdelse.

 

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst ti af de stemmeberettigede medlemmer er mødt frem.

 

Stemmeret har ethvert fremmødt eller ved fuldmagt repræsenteret, valgbart medlem.

 

Ændring af foreningens vedtægter kan kun vedtages på generalforsamlingen, såfremt ¾ af de stemmeberettigede - inklusive fuldmagter stemmer herfor.

 

Dog gælder §13 i tilfælde af forslag om HVK's opløsning.

 

Såfremt det kræves af blot en stemmeberettiget skal afstemning foregå skriftlig.

 

For generalforsamling gælder følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent og referent.

2. Formandens beretning.

3. Aflæggelse af regnskab og fremlægning af budget.

4. Fastsættelse af kontingent.

5. Indkomne forslag.

6. Valg af formand (i lige år) / Valg af kasserer (i ulige år).

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

8. Valg af udvalgsformænd.

9. Besættelse af øvrige udvalgsposter.

10. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant.

11. Eventuelt.

 

§11

Ekstraordinær generalforsamling

 

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes på foranledning af formanden, et flertal af bestyrelsen eller såfremt mindst ti stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter anmodning herom. Indvarsling, dagsorden og beslutningsprocedurer er som ved den ordinære generalforsamling. Dog kan en udeladelse af punkterne 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 i dagsordenen finde sted.

 

§12

Medlemskab af diverse organisationer

 

HVK's bestyrelse tager stilling til hvilke organisationer HVK skal være tilsluttet for at tilgodese HVK's aktiviteter.

 

§13

Opløsning

 

HVK's opløsning kan kun ske såfremt to på hinanden følgende generalforsamlinger vedtager dette.

 

For opløsning kræves mindst 3/4 af de stemmeberettigedes afgivne stemmer - dog kan HVK ikke opløses, såfremt mindst 15 stemmeberettigede medlemmer modsætter sig dette.

 

I tilfælde af HVK's opløsning bestemmer de stemmeberettigede medlemmer, på den ekstraordinære generalforsamling ved simpelt flertal til hvem og til hvad HVK's formue skal tilfalde når alle forpligtelser er betalt og opfyldt. Dog kan HVK's formue kun tilfalde organisationer med sportslige eller godgørende formål.

 

 

Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 12. april 2008

 

 

Dirigent _________________________ Formand_____________________

Michael Noe                                       Lisbeth Larsen

 

 

Senest opdateret: Fredag, 09. maj 2008 11:17